Ak og ve. Hjemrejsen skulle jo ikke være nemmere end udrejsen.

Jeg har forsøgt at regne sandsynligheden for dette scenarie ud, men det er sgu ikk helt lykkedes. Så langt rækker mine matematiske evner åbenbart ikke.

Vi sidder på vores hotel. Buzzen fra hockey-kampen i Madison Square Garden sidder stadig i kroppen. Vi burde spise, drikke 28 øl og pakke. Vi har ikke lyst til at tage hjem, men ferien skal jo slutte på et tidspunkt.

Der tikker en SMS ind på svenskerens telefon. Han giver mig et mærkeligt blik og kigger tilbage på telefonen. Flyet imorgen er aflyst. Grundet vejret.
Her står jeg af. Vejret?! Det har været gråt, en mindre lokal byge her og der, men værre end så har det ikke været. Åbenbart er der snestorm på vej.

Vi kigger på hinanden og kan ikke lade være med at grine. Flyet er aflyst. Snestorm. I slutningen af marts.

Ingen aner, hvor længe flyene vil stå stille i Newark. Ingen garantier kan stilles for hvorfra flyene stadig kan gå i luften. Igen må vi tage en hurtig beslutning.

Valget falder på, igen, at leje en bil og tage på en lille uplanlagt roadtrip næste morgen. Vi skal til Washington. Vi er ikke de eneste i New York-området der har fået den idé. Priserne er sprunget i vejret og vi må punge $241 ud for én dags billeje. Om morgenen begynder sneen at dale. Vi henter bilen og starter turen der forventes at tage 4 timer. En lille smule sne. Pfft, hvad er problemet?

45 minutter udenfor Newark finder vi os selv i et regulært snehelvede. Sigtbarheden er nede på et par meter og vi kører forbi intet mindre end 7 biluheld i vores vejbane.

Hjertet sidder i halsen. Vi rammer en kø. Fuck.

4,5 timer inde i køreturen. For første gang er mere end ét spor brugbart. Det klarer op – vi kan faktisk se bilerne der er mere end 5 meter væk. Hurra!

Vi rammer Dulles airport efter 6 timers kørsel. Vi er i god tid – endelig er der plads til at puste ud. Vi oser lidt rundt i lufthavnen og til min enorme glæde finder jeg spillet Phase 10 (som jeg seriøst har ledt efter siden 2016!). Vi boarder flyet og har en skøn, udramatisk flyrejse.

Åh, jeg er netop kommet hjem fra en helt igennem fantastisk, kaotisk og efterlængtet ferie!

Svenskeren og jeg har talt om at tage en tur til USA i et par år – og nu skulle det denondelyneme være. Jeg har nævnt det før, svenskeren arbejder indenfor luftfart og vi kan derfor få ID-billetter.

Hvad er ID-billetter? Svinebillige billetter under forudsætningen at du fraskriver dig stort set alle rettigheder og “din” plads på flyet kan blive solgt eller på anden vis forsvinde frem til flyet går i luften. Du kan bestille økonomi eller business class – køber du business kan du, hvis klassen bliver fyldt, blive nedgraderet mod prisnedslag.
Jeg er et kontrolmenneske. Jeg er også lidt nærig. ID-billetter var lidt svært, men jyden i mig sejrede over kontrolfreaken denne gang – vi bestilte vores rejse på ID-billetter.

Vi havde planlagt at rejse fra Kastrup til San Francisco den 5. marts. Det gik også ret godt, eller vi kom hvertfald til lufthavnen. Vi havde bestilt billetter på business class, men chancerne for nedgradering prustede os i nakken. Vi venter i spænding. 2 personer i business kommer ikke til at nå flyet, vi får vores pladser på business. Lykken er gjort. For nu. Vi sætter os godt til rette. Et lille glas champagne. Jeg føler mig tåbeligt malplaceret. Forventningsfuld! Vi kører ud. Standser. Jeg ser film. Ænser faktisk ikke at vi står stille. 4 timer, eller 2 film, senere får vi beskeden om, at flyet er aflyst. Satans.

Vi har lejet vores lejlighed ud til en af mine kolleger. Sverige og overnatning derhjemme er udelukket. Checker ind på et hotel i København – vi kan ligeså godt hygge os – det er trods alt ferie. Det er vel egentlig vores mindste bekymring.

Aflysningen betyder også, at morgendagens San Francisco-fly vil være umuligt for os at få plads på – alle øvrige passagerer skal ombookes. Nu skal der tænkes. Vi kommer frem til en ny løsning. Vi kan flyve fra Kastrup til Arlanda og derfra videre til Los Angeles. Kontrol-Karla i mit hoved er i beredskab. Jeg drukner Karla i en møgsur cider på Mikkeller og nyder at have lidt kvalitetstid med svenskeren.

Næste morgen begiver vi os igen ud i Kastrup lufthavn. Vi venter på at boarde. Stockholm-flyet forinden har været aflyst. Vi kommer ikke med flyet. Vi kan komme med næste – forhåbentlig. Vi venter. Nerverne udenpå tøjet. Flossede. Vi kommer gudskelov med næste fly. 25 minutter fra landing til take-off med næste fly. Vi spæner gennem Arlanda lufthavn. Hen til transfercentret, få nye boardingpasses. Lungerne brænder. Stakåndede. Flyet er forsinket. Gudskelov! Vi kommer frem til gaten – vi får vores pladser på business. Pulsen falder først da flyet har været i luften et par timer. Nu starter ferien!

Vi lander friske, frejdige og lidt klatøjede i Los Angeles. Det gør vores bagage ikke. Shit happens. Vi havde ikke forventet at bagagen skulle nå med. Koldt vand i blodet. Lej en bil og sæt kursen mod San Francisco. Beregnet 5,5 timers køretur. Ha! Fast forward 9 timer og vi er endelig i San Francisco – masser af faren vild og dårligt timede tissestop senere. Lykken vil næsten ingen ende tage da hovedet endelig rammer puden på vores knapt så velvalgte hotel i et knapt så velset kvarter. Whatever – vi er fremme! 

Hvad ferien ellers bød på kommer senere – det her blev en anelse længere end forventet.

Forresten så glade er man, når man endelig er kommet frem på trods af at man lugter lidt af daggammelt sved og sure tæer

..og så levede de lykkeligt til deres dages ende!

Jeg taler (forhåbentligt) ikke kun for mig selv, hvis jeg påstår, at mange kvinder har en helt specifik idé om den ring deres udkårne en dag skal hive frem af lommen?

Svenskeren og jeg taler ofte lidt løst og fast om bryllup og ægteskab – uden at der er ring på nogen af mine 10 fingre endnu. Vi er ret enige om, at vi ikke vil giftes før vi har råd til at holde det bryllup vi drømmer om – og ingen af os finder ærligt talt nogen grund til at rende rundt og være forlovede, hvis brylluppet ikke står til at ske indenfor nærmeste fremtid. Alligevel har jeg dog tilladt mig, at dagdrømme om den smukke ring der (forhåbentligt) en dag kommer til at sidde på mine tykke pølsefingre.

Her i Sverige fandt jeg et sølvsmede-kursus, vi overvejede faktisk at tilmelde os og lave forlovelsesringe her – selvom det i allerhøjeste grad ville ødelægge the element of surprise. Måske vi skulle lave vores vielsesringe sammen i stedet? *mental note*

Jeg er dybt forelsket i rå materialer og grov tekstur!

. Ærligt talt, så betyder ringen vel ikke så meget? Det er jo manden bag ringen du skal holde ud.

Hvordan ser din drømmering ud?