Når mindreværdet kigger frem

Her den anden dag blev jeg rigtig, rigtig glad. Sådan oprigtigt glad. Det sker desværre ikke så ofte for tiden, så jeg sørgede for at labbe det i mig. Som jeg nok allerede havde forventet varede glæden ikke længe. Det skulle mit ikke-eksisterende selvværd nok sætte en brat stopper for.

For de fleste kommer det her til at virke meget banalt. Jeg er ikke smuk – og det har jeg det egentlig OK med. Jeg har affundet mig med, at jeg bare ikke stod forresten i køen, da Vorherre delte gode gener ud. Jeg har en kæreste – han er skøn – og han synes jeg er skøn. Det er nok for mig. Siger jeg til mig selv. Jeg tror, at alle kvinder ønsker at være eftertragtede – også selvom de allerede har det de ønsker. Bekræftelsen. Du er god nok. Jeg er ikke et dug bedre.

Jeg er på vej hjem fra arbejde. Det sner. Meget. Jeg trasker gennem møgvejret – og fokuserer egentlig bare på at komme hjem i varmen efter en lang dag. Der går en mand bag mig og han stopper mig. Jeg går ud fra at manden er faret vild og skal spørge om vej. Han er et par år ældre end mig og ser virkelig venlig ud. Han siger, at han så mig og syntes at jeg så ualmindeligt sød ud og ville høre, om jeg ville drikke en kop kaffe med ham en dag. Jeg afslår selvfølgelig tilbuddet, da jeg allerede har en svensker som jeg er mere end tilfreds med, men jeg blev så barnagtigt glad. Tænk, der var et menneske der så mig – og ikke så det jeg ser i spejlet. Han så en pige, der så spændende og sød ud. En der var værd at stoppe midt på gaden.

Det her er hverdagsscenarie for mange kvinder, men jeg er ikke en af de kvinder. Det kan tælles på én hånd, hvor ofte dette er sket for mig.

Jeg afslår venligt tilbuddet og fortsætter hjem. Et kæmpe smil på mine læber. Indtil en lille stemme i mit hoved siger: “Han spurgte dig sikkert kun, fordi du er så grim, at du umuligt kan have en kæreste – du var et sikkert kort”. “Grimme piger er nemmere at få med i seng”. “Tykke kvinder ta’r hvad de kan få”.

Da jeg kommer hjem møder Svenskeren mig i døren med et kram og et kys, som sædvanlig. Han spørger om min dag. Hælder vand op til mig. Min hjerne kører stadig på højtryk. Han havde sikkert et skjult kamera, hvorfor skulle han ellers gå frem til dig? Det var sikkert bare en kæmpe joke. Måske er han en øksemorder? Den tanke lægger jeg hurtigt på hylden. Lige lovligt ambitiøst at ville nedlægge sådan en tyksak som mig.

Jeg fortæller Svenskeren om manden jeg mødte på vej hjem – og begynder gudhjælpemig at tude. Han forsikrer mig om, at jeg er fantastisk som jeg er. Jeg vil så gerne tro på ham. En skønne dag kommer jeg dertil. Indtil da vil jeg pænt bede mindreværdet om at sætte sig ned og calm the fuck down.

Han syntes jeg så skide sød ud – og det er jeg fandme også!