To fool a Swede

Svenskeren og jeg er et lidt gråt, pensionisttenderende par – og der sker cirka så lidt i vores liv at nedenstående var nødvendig at dele..

 

Cirka 5 dage efter vi kom hjem fra Mauritius havde jeg inviteret svenskeren på surprise-ferie til Island.

Lidt baggrundshistorie behøves på den her, så here goes; svenskeren og jeg giver (gav?) altid hinanden rejser i fødselsdagsgave.
Hver fødselsdag kunne man være sikker på, at finde et blankt boardingkort med en lille hilsen og, hvis du var heldig, et hint til årets ferie.

Som regel fik du udstukket perioden og hvilken type af påklædning der er passende til rejsen, så du ikke ender i Tanzania med flyverdragt – men ingen anden information.

Hverken svenskeren eller jeg er voldsomt glade for Norge. Bevares – naturen er helt vild, men vi er begge blevet traumatiseret af rejsebranchen og Norge er et kæmpe no-go for os begge. Da svenskeren gav mig en tur til Paris førte han mig først hen til en gate med fly til Stavanger – for at se, hvordan jeg ville reagere. Ha ha.. Den der ler sidst ler dog bedst.

Igen, det her foregik da jeg også arbejdede i lufthavnen – meget vigtigt for historien.

Svenskeren vidste som sagt ikke, hvor vi skulle hen. Vi skulle flyve fra København til Oslo og videre til Island derfra – og nu begynder snedighederne.

Jeg startede med at printe boardingkort og bagagebilletter fra København til Oslo. Satte bagagekvitteringen på boardingkortet. Slettede derefter baggagekvitteringen i systemet og lavede den korrekt CPH-OSL-KEF, satte den korrekte på og gemte den. Printede et ekstra sæt boardingkort med hele ruten som jeg gemte i min taske.

I skal nu have in mente; mindre end et år tidligere stod jeg og hånede ham for hans uendeligt dårlige prank ved at føre mig til en Stavanger-gate.

Jeg insiterede på, at han ikke måtte kigge på sit boardingkort inden vi skulle stige på (han skulle helst have håbet i behold til sidste sekund). Vi gik op til Oslo-gaten. Svenskeren giver mig et “that-old-trick”-blik. Og nu beder jeg ham kigge på sit boardingkort. København til Oslo. En bagagekvittering der siger bagage fra København til Oslo. Panikken. Åh, panikken i hans øjne. Jeg bliver lidt tøsefornærmet over den manglende reaktion. Han kæmper. Åh, hvor han kæmper. Forsøger at spille glad. Det er en fryd. Han ved jo godt, at man kan ikke tillade sig at blive sur eller skuffet. Det er uhøfligt. Åh, det gør så ondt i ham.

broken_heart_geralt

Vi lander i Oslo efter en kort flyvetur. Sparsom dialog. Svenskeren kan knap kigge mig i øjnene. Vi lander. Jeg går målrettet mod bagageudleveringen. Vi stryger forbi International Transit. Han kigger længelsfuldt tilbage på skiltet. Jeg smiler. Fortæller ham, at jeg slet ikke kan vente med at vise ham det hotel jeg har valgt. Tager hans hånd. Og vender om. Tilbage mod International Transit. I dét øjeblik fatter han, at turen absolut ikke ender i Oslo. Lettelsen. Smilet. Han elsker mig stadig. Heldigvis.

How-to-almost-ruin-your-relationship-rådet er hermed givet videre – hvordan hele ferien på Island var, vender jeg nok tilbage med en anden dag.

 

   

Rejser: London – en europæisk favorit

Jeg har lige været på venindetur. Vi har en tradition.

Advarsel: Vi er begge nogle umodne drukkenbolte.

Min veninde er finsk og bor i Finland – så vi ses ikke så ofte. Derfor har vi vores tradition: Hvert forår tager vi en weekend ud af kalenderen til at drikke os uanstændigt fulde i hinandens selskab et eller andet sted i Europa. Vores første rejse sammen var dengang vi begge boede i Grækenland – jeg boede på Samos, hun boede på Lefkas. Jeg kom over til hende et par dage, hvorefter vi tog sammen til Athen et par dage og hun fulgte med mig “hjem” til Samos et par dage. Da vi begge havde afsluttet vores rejseleder-“karrierer” boede hun i Malmö et par måneder og året efter startede vi vores tradition med en tur til Budapest, og sidste år tog vi til Vilnius (dengang var vores primære kriterie billig øl – men nu er vi blevet voksne…).

london

I år gik turen til London..

Jeg har kun været i London 1 gang før. I 2009. Herregud, det er mange år siden. Dengang havde jeg fundet et hostel i Camden, chillede rundt i Camden Market og inde i London centrum. Jeg ville gerne have været et smut forbi Camden Market igen – men der er kun 24 timer i døgnet, og når man skal sove 6 af dem og indtage lokale drikkevarer de 17 andre, så bliver det pludselig en udfordring. Den må vente til næste gang – mon ikke jeg skal hive Svenskeren med derover engang i nærmeste fremtid?

Vi mødtes på vores hotel, ved Gloucester Road tæt på Museum of Natural History, torsdag aften. Igen, sammen er vi ikke ligefrem kulturelle, vi minder mere om to 14-årige tøsebørn i din rebelske fase end de to 20-going-30-kvinder vi er. Så første aften sad vi på hotelværelset og drak billig cider. Snakkede. Grinte. Drak mere billig cider. Forsøgte at finde en bar. (Det er tydeligvis skide svært i London efter midnat en torsdag – FYI). Drak en godnatcider i sengen. Sov.

Næste morgen gik vi en tur gennem Hyde Park ind til Marble Arch og Oxford Street. Fredag aften skulle vi i teatret og se The Lion King. Vi følte os voksne. Kulturelle. Efter forestillingen tog vi et par drinks i Covent Garden. Her er simpelthen så fint! Et absolut must næste gang jeg er tilbage. Mange flere drinks her – tak! Det koster dog også lidt mere, men..det er ferie! Herefter tog aftenen lidt af en drejning og natten fik ben at gå på.

Lørdag havde vi en aftale med en af mine veninders veninder. Bottomless brunch. Mit nye yndlingskoncept. All-you-can-drink-brunch. Vi tog på Hixter tæt på Borough Market. Jeg fik scrambled eggs med laks, mit livs første Bloody Mary (som var overraskende god) og et ukendt antal glas prosecco. 2 finner og en dansker er et farligt miks. Vi blev ærligt talt æskefulde. Det er dog det, jeg er ret vild med ved England. Det er helt okay at være hammered kl. 13. Selvfølgelig er det det. Efter vores succes-brunch hoppede min veninde og jeg en tur forbi Borough Market. Så fint og hyggeligt. Så hyggeligt at vi blev der i 5 timer og drak 4 pitchers med Pimm’s. Vi sejlede. Jeg græmmes lidt ved tanken. Vi blev inviteret til rooftop-party i en eller anden cool bydel hos min venindes anden veninde. Igen bliver alt lidt uklart og jeg vil spare jer for detaljerne.

Det meste af tiden nulrede vi rundt i Londons gader. Gik tur i Hyde Park, så London Bridge, shoppede i Oxford Street – vi lavede egentlig ikke det helt store, hvilket også er hele ideen med vores rejser. Vaskeægte venindekvalitetstid sammen!

Jeg var så imponeret over Underground-systemet. Har du kontaktløst betalingskort kan du anvende det istedet for at købe et kort eller billet. Bare bip den og bip ud ved din endestation. Så nemt!

Det skulle ikke undre mig, hvis jeg er den dårligste turist London nogensinde har set. På de 2 gange jeg har været der har jeg præsteret at se sådan cirka ingenting.

Har du nogle tips til min næste tur til London – så er du meget, meget, meget velkommen til at smide dem nedenfor! <3

   

Overfortolkning: Kongens Have – TopGunn

Vi ku’ bli’ kærester..

topgunn

Jeg har ikke noget liv. Ærligt talt. For at slå tid ihjel sidder jeg ofte og overanalyserer – mit liv, husholdsbudget og ikke mindst sangtekster.

Svenskeren har en svaghed for TopGunn, især Kongens Have. Jeg kan egentlig også li’ sangen – eller hvertfald beatet og lyden – men ligeså snart man begynder at lytte til teksten knækker filmen.

 

toppgun

Har vi ikke alle på et eller andet tidspunkt været “offer” for en mand, der mener at det her det går bare skide godt, hvor du har været voldsomt uenig? Du nikker, smiler og forsøger at gennemtænke en flugtplan. Du har sikkert også selv været gerningsmanden – det har jeg hvertfald. Åh, det her går skide godt – sikke en kemi. Og det eneste han ønsker er egentlig at jeg holder min mund og går hjem. Right?

TopGunn er tydeligvis ikke bedre end alle os andre. Selvindbildt-kemi kan vi måske kalde det – det lyder hvertfald bedre end desperation.

“Vi blev lidt forelskede”? Nha, der vil jeg nok vove at påstå at du blev lidt forelsket. Du havde et crush på en pige, okay?
“At du var så fucked up, at det var ham du tog hjem med” bitter, much?

Jeg er hverken rødstrømpe eller 5. bølge-feminist, men jeg kan vitterligt ikke se bort fra tonen og attituden at man tydeligvis er helt fuldstændig galt afmarcheret hvis man ikke vil gå med TopGunn hjem. Okay, måske er man lidt skør, hvis man siger nej til ham? Jo, helt sikkert skingrende sindssyg. Well, han har ret – hun må være craycray.

Der kommer helt sikkert mange flere af dem her, med mindre jeg en dag skulle få mig et liv.

 

Jeg burde få mig en hobby! Suk.

 

 

   

NYC: Luksus på budget

Mine veninder havde advaret mig – shopping i USA er farligt. De havde ret. Åh, hvor havde de ret!

cec03411-02a6-49a3-88de-8a15a070e724

Jeg vil så gerne gå op i mode, men det går ærligt talt ikke skide godt. Min garderobe består af basis-items og ikke så meget mere end det. Bevares, jeg har forsøgt mig med et par outrageous stykker tøj, men jeg er åbenbart ikke helt klar til at skille mig ud.

Back on track..

Det er absurd, hvad du kan få for et par hundrede kroner i USA. Jeg har inddelt det i 3 kategorier:

Skattejagt

Her tænker jeg på butikker som Marshall og Ross. Her er virkelig meget crap. Virkelig meget! Men det er en del af charmen. Du finder alverdens brands her – blandet i et stort mix. Det minder lidt om en stor genbrugsforretning i provinsen. Totalt uoverskueligt. Minimal organisering. Sindssyge priser.

Magasin i ny forklædning

Century 21. Jeg får kuldegysninger af at tænke på det sted. Forestil dig Magasin. Stativ efter stativ inddelt efter designer og stil. Calvin Klein-kjoler til $60, solbriller fra $20 og op, tasker i tusindvis og ikke mindst sko. Karl Lagerfeld, Manolo (som om jeg nogensinde ville være cool nok til at købe det – but still..) – du finder vitterligt alt her til røverpris! Svenskeren var ved at få en mindre hjerneblødning efter de første 4 timer derinde – jeg klandrer ham absolut ikke!

Paradis på jord

Jeg havde forelsket mig i et par Karl Lagerfeld sko i San Fransisco – eller hvertfald et eller andet sted på den anden side af USA. Jeg, dum som jeg er, købte dem ikke, da jeg var helt overbevist om, at de burde være til at opstøve i New York. Boy, was I wrong! Jeg var faktisk på grænsen til utrøstelig. Den nærmeste Karl Lagerfeld outlet lå i New Jersey – og svenskeren indvilgede i at tage på tur til NJ.

The Mills at Jersey Gardens er et kæmpe outlet-mall. Her findes mere end 200 butikker! Michael Kors, Victoria’s Secret, Karl Lagerfeld, Calvin Klein, Tommy Hilfiger, Adidas, BOSS, Guess, Levi’s – behøver jeg sige mere?

Der er absolut ingen tvivl om, at jeg kommer tilbage til New York – når jeg engang er blevet cool og tør at komme ud af min comfort-garderobe!

 

   

Når mindreværdet kigger frem

Her den anden dag blev jeg rigtig, rigtig glad. Sådan oprigtigt glad. Det sker desværre ikke så ofte for tiden, så jeg sørgede for at labbe det i mig. Som jeg nok allerede havde forventet varede glæden ikke længe. Det skulle mit ikke-eksisterende selvværd nok sætte en brat stopper for.

For de fleste kommer det her til at virke meget banalt. Jeg er ikke smuk – og det har jeg det egentlig OK med. Jeg har affundet mig med, at jeg bare ikke stod forresten i køen, da Vorherre delte gode gener ud. Jeg har en kæreste – han er skøn – og han synes jeg er skøn. Det er nok for mig. Siger jeg til mig selv. Jeg tror, at alle kvinder ønsker at være eftertragtede – også selvom de allerede har det de ønsker. Bekræftelsen. Du er god nok. Jeg er ikke et dug bedre.

Jeg er på vej hjem fra arbejde. Det sner. Meget. Jeg trasker gennem møgvejret – og fokuserer egentlig bare på at komme hjem i varmen efter en lang dag. Der går en mand bag mig og han stopper mig. Jeg går ud fra at manden er faret vild og skal spørge om vej. Han er et par år ældre end mig og ser virkelig venlig ud. Han siger, at han så mig og syntes at jeg så ualmindeligt sød ud og ville høre, om jeg ville drikke en kop kaffe med ham en dag. Jeg afslår selvfølgelig tilbuddet, da jeg allerede har en svensker som jeg er mere end tilfreds med, men jeg blev så barnagtigt glad. Tænk, der var et menneske der så mig – og ikke så det jeg ser i spejlet. Han så en pige, der så spændende og sød ud. En der var værd at stoppe midt på gaden.

Det her er hverdagsscenarie for mange kvinder, men jeg er ikke en af de kvinder. Det kan tælles på én hånd, hvor ofte dette er sket for mig.

Jeg afslår venligt tilbuddet og fortsætter hjem. Et kæmpe smil på mine læber. Indtil en lille stemme i mit hoved siger: “Han spurgte dig sikkert kun, fordi du er så grim, at du umuligt kan have en kæreste – du var et sikkert kort”. “Grimme piger er nemmere at få med i seng”. “Tykke kvinder ta’r hvad de kan få”.

Da jeg kommer hjem møder Svenskeren mig i døren med et kram og et kys, som sædvanlig. Han spørger om min dag. Hælder vand op til mig. Min hjerne kører stadig på højtryk. Han havde sikkert et skjult kamera, hvorfor skulle han ellers gå frem til dig? Det var sikkert bare en kæmpe joke. Måske er han en øksemorder? Den tanke lægger jeg hurtigt på hylden. Lige lovligt ambitiøst at ville nedlægge sådan en tyksak som mig.

Jeg fortæller Svenskeren om manden jeg mødte på vej hjem – og begynder gudhjælpemig at tude. Han forsikrer mig om, at jeg er fantastisk som jeg er. Jeg vil så gerne tro på ham. En skønne dag kommer jeg dertil. Indtil da vil jeg pænt bede mindreværdet om at sætte sig ned og calm the fuck down.

Han syntes jeg så skide sød ud – og det er jeg fandme også!