Overfortolkning: Kongens Have - TopGunn

Rejser: London – en europæisk favorit

Jeg har lige været på venindetur. Vi har en tradition.

Advarsel: Vi er begge nogle umodne drukkenbolte.

Min veninde er finsk og bor i Finland – så vi ses ikke så ofte. Derfor har vi vores tradition: Hvert forår tager vi en weekend ud af kalenderen til at drikke os uanstændigt fulde i hinandens selskab et eller andet sted i Europa. Vores første rejse sammen var dengang vi begge boede i Grækenland – jeg boede på Samos, hun boede på Lefkas. Jeg kom over til hende et par dage, hvorefter vi tog sammen til Athen et par dage og hun fulgte med mig “hjem” til Samos et par dage. Da vi begge havde afsluttet vores rejseleder-“karrierer” boede hun i Malmö et par måneder og året efter startede vi vores tradition med en tur til Budapest, og sidste år tog vi til Vilnius (dengang var vores primære kriterie billig øl – men nu er vi blevet voksne…).

london

I år gik turen til London..

Jeg har kun været i London 1 gang før. I 2009. Herregud, det er mange år siden. Dengang havde jeg fundet et hostel i Camden, chillede rundt i Camden Market og inde i London centrum. Jeg ville gerne have været et smut forbi Camden Market igen – men der er kun 24 timer i døgnet, og når man skal sove 6 af dem og indtage lokale drikkevarer de 17 andre, så bliver det pludselig en udfordring. Den må vente til næste gang – mon ikke jeg skal hive Svenskeren med derover engang i nærmeste fremtid?

Vi mødtes på vores hotel, ved Gloucester Road tæt på Museum of Natural History, torsdag aften. Igen, sammen er vi ikke ligefrem kulturelle, vi minder mere om to 14-årige tøsebørn i din rebelske fase end de to 20-going-30-kvinder vi er. Så første aften sad vi på hotelværelset og drak billig cider. Snakkede. Grinte. Drak mere billig cider. Forsøgte at finde en bar. (Det er tydeligvis skide svært i London efter midnat en torsdag – FYI). Drak en godnatcider i sengen. Sov.

Næste morgen gik vi en tur gennem Hyde Park ind til Marble Arch og Oxford Street. Fredag aften skulle vi i teatret og se The Lion King. Vi følte os voksne. Kulturelle. Efter forestillingen tog vi et par drinks i Covent Garden. Her er simpelthen så fint! Et absolut must næste gang jeg er tilbage. Mange flere drinks her – tak! Det koster dog også lidt mere, men..det er ferie! Herefter tog aftenen lidt af en drejning og natten fik ben at gå på.

Lørdag havde vi en aftale med en af mine veninders veninder. Bottomless brunch. Mit nye yndlingskoncept. All-you-can-drink-brunch. Vi tog på Hixter tæt på Borough Market. Jeg fik scrambled eggs med laks, mit livs første Bloody Mary (som var overraskende god) og et ukendt antal glas prosecco. 2 finner og en dansker er et farligt miks. Vi blev ærligt talt æskefulde. Det er dog det, jeg er ret vild med ved England. Det er helt okay at være hammered kl. 13. Selvfølgelig er det det. Efter vores succes-brunch hoppede min veninde og jeg en tur forbi Borough Market. Så fint og hyggeligt. Så hyggeligt at vi blev der i 5 timer og drak 4 pitchers med Pimm’s. Vi sejlede. Jeg græmmes lidt ved tanken. Vi blev inviteret til rooftop-party i en eller anden cool bydel hos min venindes anden veninde. Igen bliver alt lidt uklart og jeg vil spare jer for detaljerne.

Det meste af tiden nulrede vi rundt i Londons gader. Gik tur i Hyde Park, så London Bridge, shoppede i Oxford Street – vi lavede egentlig ikke det helt store, hvilket også er hele ideen med vores rejser. Vaskeægte venindekvalitetstid sammen!

Jeg var så imponeret over Underground-systemet. Har du kontaktløst betalingskort kan du anvende det istedet for at købe et kort eller billet. Bare bip den og bip ud ved din endestation. Så nemt!

Det skulle ikke undre mig, hvis jeg er den dårligste turist London nogensinde har set. På de 2 gange jeg har været der har jeg præsteret at se sådan cirka ingenting.

Har du nogle tips til min næste tur til London – så er du meget, meget, meget velkommen til at smide dem nedenfor! <3

Ingen kommentarer endnu

Jeg bliver så glad, hvis du skriver en lille kommentar!

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Next in line

Overfortolkning: Kongens Have - TopGunn