To fool a Swede

Svenskeren og jeg er et lidt gråt, pensionisttenderende par – og der sker cirka så lidt i vores liv at nedenstående var nødvendig at dele..

 

Cirka 5 dage efter vi kom hjem fra Mauritius havde jeg inviteret svenskeren på surprise-ferie til Island.

Lidt baggrundshistorie behøves på den her, så here goes; svenskeren og jeg giver (gav?) altid hinanden rejser i fødselsdagsgave.
Hver fødselsdag kunne man være sikker på, at finde et blankt boardingkort med en lille hilsen og, hvis du var heldig, et hint til årets ferie.

Som regel fik du udstukket perioden og hvilken type af påklædning der er passende til rejsen, så du ikke ender i Tanzania med flyverdragt – men ingen anden information.

Hverken svenskeren eller jeg er voldsomt glade for Norge. Bevares – naturen er helt vild, men vi er begge blevet traumatiseret af rejsebranchen og Norge er et kæmpe no-go for os begge. Da svenskeren gav mig en tur til Paris førte han mig først hen til en gate med fly til Stavanger – for at se, hvordan jeg ville reagere. Ha ha.. Den der ler sidst ler dog bedst.

Igen, det her foregik da jeg også arbejdede i lufthavnen – meget vigtigt for historien.

Svenskeren vidste som sagt ikke, hvor vi skulle hen. Vi skulle flyve fra København til Oslo og videre til Island derfra – og nu begynder snedighederne.

Jeg startede med at printe boardingkort og bagagebilletter fra København til Oslo. Satte bagagekvitteringen på boardingkortet. Slettede derefter baggagekvitteringen i systemet og lavede den korrekt CPH-OSL-KEF, satte den korrekte på og gemte den. Printede et ekstra sæt boardingkort med hele ruten som jeg gemte i min taske.

I skal nu have in mente; mindre end et år tidligere stod jeg og hånede ham for hans uendeligt dårlige prank ved at føre mig til en Stavanger-gate.

Jeg insiterede på, at han ikke måtte kigge på sit boardingkort inden vi skulle stige på (han skulle helst have håbet i behold til sidste sekund). Vi gik op til Oslo-gaten. Svenskeren giver mig et “that-old-trick”-blik. Og nu beder jeg ham kigge på sit boardingkort. København til Oslo. En bagagekvittering der siger bagage fra København til Oslo. Panikken. Åh, panikken i hans øjne. Jeg bliver lidt tøsefornærmet over den manglende reaktion. Han kæmper. Åh, hvor han kæmper. Forsøger at spille glad. Det er en fryd. Han ved jo godt, at man kan ikke tillade sig at blive sur eller skuffet. Det er uhøfligt. Åh, det gør så ondt i ham.

Vi lander i Oslo efter en kort flyvetur. Sparsom dialog. Svenskeren kan knap kigge mig i øjnene. Vi lander. Jeg går målrettet mod bagageudleveringen. Vi stryger forbi International Transit. Han kigger længelsfuldt tilbage på skiltet. Jeg smiler. Fortæller ham, at jeg slet ikke kan vente med at vise ham det hotel jeg har valgt. Tager hans hånd. Og vender om. Tilbage mod International Transit. I dét øjeblik fatter han, at turen absolut ikke ender i Oslo. Lettelsen. Smilet. Han elsker mig stadig. Heldigvis.

How-to-almost-ruin-your-relationship-rådet er hermed givet videre – hvordan hele ferien på Island var, vender jeg nok tilbage med en anden dag.