Svenskeren og jeg er et lidt gråt, pensionisttenderende par – og der sker cirka så lidt i vores liv at nedenstående var nødvendig at dele..

Cirka 5 dage efter vi kom hjem fra Mauritius havde jeg inviteret svenskeren på surprise-ferie til Island.

Lidt baggrundshistorie behøves på den her, så here goes; svenskeren og jeg giver (gav?) altid hinanden rejser i fødselsdagsgave.
Hver fødselsdag kunne man være sikker på, at finde et blankt boardingkort med en lille hilsen og, hvis du var heldig, et hint til årets ferie.

Som regel fik du udstukket perioden og hvilken type af påklædning der er passende til rejsen, så du ikke ender i Tanzania med flyverdragt – men ingen anden information.

Hverken svenskeren eller jeg er voldsomt glade for Norge. Bevares – naturen er helt vild, men vi er begge blevet traumatiseret af rejsebranchen og Norge er et kæmpe no-go for os begge. Da svenskeren gav mig en tur til Paris førte han mig først hen til en gate med fly til Stavanger – for at se, hvordan jeg ville reagere. Ha ha.. Den der ler sidst ler dog bedst.

Igen, det her foregik da jeg også arbejdede i lufthavnen – meget vigtigt for historien.

Svenskeren vidste som sagt ikke, hvor vi skulle hen. Vi skulle flyve fra København til Oslo og videre til Island derfra – og nu begynder snedighederne.

Jeg startede med at printe boardingkort og bagagebilletter fra København til Oslo. Satte bagagekvitteringen på boardingkortet. Slettede derefter baggagekvitteringen i systemet og lavede den korrekt CPH-OSL-KEF, satte den korrekte på og gemte den. Printede et ekstra sæt boardingkort med hele ruten som jeg gemte i min taske.

I skal nu have in mente; mindre end et år tidligere stod jeg og hånede ham for hans uendeligt dårlige prank ved at føre mig til en Stavanger-gate.

Jeg insiterede på, at han ikke måtte kigge på sit boardingkort inden vi skulle stige på (han skulle helst have håbet i behold til sidste sekund). Vi gik op til Oslo-gaten. Svenskeren giver mig et “that-old-trick”-blik. Og nu beder jeg ham kigge på sit boardingkort. København til Oslo. En bagagekvittering der siger bagage fra København til Oslo. Panikken. Åh, panikken i hans øjne. Jeg bliver lidt tøsefornærmet over den manglende reaktion. Han kæmper. Åh, hvor han kæmper. Forsøger at spille glad. Det er en fryd. Han ved jo godt, at man kan ikke tillade sig at blive sur eller skuffet. Det er uhøfligt. Åh, det gør så ondt i ham.

Vi lander i Oslo efter en kort flyvetur. Sparsom dialog. Svenskeren kan knap kigge mig i øjnene. Vi lander. Jeg går målrettet mod bagageudleveringen. Vi stryger forbi International Transit. Han kigger længelsfuldt tilbage på skiltet. Jeg smiler. Fortæller ham, at jeg slet ikke kan vente med at vise ham det hotel jeg har valgt. Tager hans hånd. Og vender om. Tilbage mod International Transit. I dét øjeblik fatter han, at turen absolut ikke ender i Oslo. Lettelsen. Smilet. Han elsker mig stadig. Heldigvis.

How-to-almost-ruin-your-relationship-rådet er hermed givet videre – hvordan hele ferien på Island var, vender jeg nok tilbage med en anden dag.

Jeg har lige været på venindetur. Vi har en tradition.

Advarsel: Vi er begge nogle umodne drukkenbolte.

Min veninde er finsk og bor i Finland – så vi ses ikke så ofte. Derfor har vi vores tradition: Hvert forår tager vi en weekend ud af kalenderen til at drikke os uanstændigt fulde i hinandens selskab et eller andet sted i Europa. Vores første rejse sammen var dengang vi begge boede i Grækenland – jeg boede på Samos, hun boede på Lefkas. Jeg kom over til hende et par dage, hvorefter vi tog sammen til Athen et par dage og hun fulgte med mig “hjem” til Samos et par dage. Da vi begge havde afsluttet vores rejseleder-“karrierer” boede hun i Malmö et par måneder og året efter startede vi vores tradition med en tur til Budapest, og sidste år tog vi til Vilnius (dengang var vores primære kriterie billig øl – men nu er vi blevet voksne…).

I år gik turen til London..

Jeg har kun været i London 1 gang før. I 2009. Herregud, det er mange år siden. Dengang havde jeg fundet et hostel i Camden, chillede rundt i Camden Market og inde i London centrum. Jeg ville gerne have været et smut forbi Camden Market igen – men der er kun 24 timer i døgnet, og når man skal sove 6 af dem og indtage lokale drikkevarer de 17 andre, så bliver det pludselig en udfordring. Den må vente til næste gang – mon ikke jeg skal hive Svenskeren med derover engang i nærmeste fremtid?

Vi mødtes på vores hotel, ved Gloucester Road tæt på Museum of Natural History, torsdag aften. Igen, sammen er vi ikke ligefrem kulturelle, vi minder mere om to 14-årige tøsebørn i din rebelske fase end de to 20-going-30-kvinder vi er. Så første aften sad vi på hotelværelset og drak billig cider. Snakkede. Grinte. Drak mere billig cider. Forsøgte at finde en bar. (Det er tydeligvis skide svært i London efter midnat en torsdag – FYI). Drak en godnatcider i sengen. Sov.

Næste morgen gik vi en tur gennem Hyde Park ind til Marble Arch og Oxford Street. Fredag aften skulle vi i teatret og se The Lion King. Vi følte os voksne. Kulturelle. Efter forestillingen tog vi et par drinks i Covent Garden. Her er simpelthen så fint! Et absolut must næste gang jeg er tilbage. Mange flere drinks her – tak! Det koster dog også lidt mere, men..det er ferie! Herefter tog aftenen lidt af en drejning og natten fik ben at gå på.

Lørdag havde vi en aftale med en af mine veninders veninder. Bottomless brunch. Mit nye yndlingskoncept. All-you-can-drink-brunch. Vi tog på Hixter tæt på Borough Market. Jeg fik scrambled eggs med laks, mit livs første Bloody Mary (som var overraskende god) og et ukendt antal glas prosecco. 2 finner og en dansker er et farligt miks. Vi blev ærligt talt æskefulde. Det er dog det, jeg er ret vild med ved England. Det er helt okay at være hammered kl. 13. Selvfølgelig er det det. Efter vores succes-brunch hoppede min veninde og jeg en tur forbi Borough Market. Så fint og hyggeligt. Så hyggeligt at vi blev der i 5 timer og drak 4 pitchers med Pimm’s. Vi sejlede. Jeg græmmes lidt ved tanken. Vi blev inviteret til rooftop-party i en eller anden cool bydel hos min venindes anden veninde. Igen bliver alt lidt uklart og jeg vil spare jer for detaljerne.

Det meste af tiden nulrede vi rundt i Londons gader. Gik tur i Hyde Park, så London Bridge, shoppede i Oxford Street – vi lavede egentlig ikke det helt store, hvilket også er hele ideen med vores rejser. Vaskeægte venindekvalitetstid sammen!

Jeg var så imponeret over Underground-systemet. Har du kontaktløst betalingskort kan du anvende det istedet for at købe et kort eller billet. Bare bip den og bip ud ved din endestation. Så nemt!

Det skulle ikke undre mig, hvis jeg er den dårligste turist London nogensinde har set. På de 2 gange jeg har været der har jeg præsteret at se sådan cirka ingenting.

Har du nogle tips til min næste tur til London – så er du meget, meget, meget velkommen til at smide dem nedenfor! <3

Mine veninder havde advaret mig – shopping i USA er farligt. De havde ret. Åh, hvor havde de ret!

Jeg vil så gerne gå op i mode, men det går ærligt talt ikke skide godt. Min garderobe består af basis-items og ikke så meget mere end det. Bevares, jeg har forsøgt mig med et par outrageous stykker tøj, men jeg er åbenbart ikke helt klar til at skille mig ud.

Back on track..

Det er absurd, hvad du kan få for et par hundrede kroner i USA. Jeg har inddelt det i 3 kategorier:

Skattejagt

Her tænker jeg på butikker som Marshall og Ross. Her er virkelig meget crap. Virkelig meget! Men det er en del af charmen. Du finder alverdens brands her – blandet i et stort mix. Det minder lidt om en stor genbrugsforretning i provinsen. Totalt uoverskueligt. Minimal organisering. Sindssyge priser.

Magasin i ny forklædning

Century 21. Jeg får kuldegysninger af at tænke på det sted. Forestil dig Magasin. Stativ efter stativ inddelt efter designer og stil. Calvin Klein-kjoler til $60, solbriller fra $20 og op, tasker i tusindvis og ikke mindst sko. Karl Lagerfeld, Manolo (som om jeg nogensinde ville være cool nok til at købe det – but still..) – du finder vitterligt alt her til røverpris! Svenskeren var ved at få en mindre hjerneblødning efter de første 4 timer derinde – jeg klandrer ham absolut ikke!

Paradis på jord

Jeg havde forelsket mig i et par Karl Lagerfeld sko i San Fransisco – eller hvertfald et eller andet sted på den anden side af USA. Jeg, dum som jeg er, købte dem ikke, da jeg var helt overbevist om, at de burde være til at opstøve i New York. Boy, was I wrong! Jeg var faktisk på grænsen til utrøstelig. Den nærmeste Karl Lagerfeld outlet lå i New Jersey – og svenskeren indvilgede i at tage på tur til NJ.

The Mills at Jersey Gardens er et kæmpe outlet-mall. Her findes mere end 200 butikker! Michael Kors, Victoria’s Secret, Karl Lagerfeld, Calvin Klein, Tommy Hilfiger, Adidas, BOSS, Guess, Levi’s – behøver jeg sige mere?

Der er absolut ingen tvivl om, at jeg kommer tilbage til New York – når jeg engang er blevet cool og tør at komme ud af min comfort-garderobe!

Ak og ve. Hjemrejsen skulle jo ikke være nemmere end udrejsen.

Jeg har forsøgt at regne sandsynligheden for dette scenarie ud, men det er sgu ikk helt lykkedes. Så langt rækker mine matematiske evner åbenbart ikke.

Vi sidder på vores hotel. Buzzen fra hockey-kampen i Madison Square Garden sidder stadig i kroppen. Vi burde spise, drikke 28 øl og pakke. Vi har ikke lyst til at tage hjem, men ferien skal jo slutte på et tidspunkt.

Der tikker en SMS ind på svenskerens telefon. Han giver mig et mærkeligt blik og kigger tilbage på telefonen. Flyet imorgen er aflyst. Grundet vejret.
Her står jeg af. Vejret?! Det har været gråt, en mindre lokal byge her og der, men værre end så har det ikke været. Åbenbart er der snestorm på vej.

Vi kigger på hinanden og kan ikke lade være med at grine. Flyet er aflyst. Snestorm. I slutningen af marts.

Ingen aner, hvor længe flyene vil stå stille i Newark. Ingen garantier kan stilles for hvorfra flyene stadig kan gå i luften. Igen må vi tage en hurtig beslutning.

Valget falder på, igen, at leje en bil og tage på en lille uplanlagt roadtrip næste morgen. Vi skal til Washington. Vi er ikke de eneste i New York-området der har fået den idé. Priserne er sprunget i vejret og vi må punge $241 ud for én dags billeje. Om morgenen begynder sneen at dale. Vi henter bilen og starter turen der forventes at tage 4 timer. En lille smule sne. Pfft, hvad er problemet?

45 minutter udenfor Newark finder vi os selv i et regulært snehelvede. Sigtbarheden er nede på et par meter og vi kører forbi intet mindre end 7 biluheld i vores vejbane.

Hjertet sidder i halsen. Vi rammer en kø. Fuck.

4,5 timer inde i køreturen. For første gang er mere end ét spor brugbart. Det klarer op – vi kan faktisk se bilerne der er mere end 5 meter væk. Hurra!

Vi rammer Dulles airport efter 6 timers kørsel. Vi er i god tid – endelig er der plads til at puste ud. Vi oser lidt rundt i lufthavnen og til min enorme glæde finder jeg spillet Phase 10 (som jeg seriøst har ledt efter siden 2016!). Vi boarder flyet og har en skøn, udramatisk flyrejse.

Åh, jeg er netop kommet hjem fra en helt igennem fantastisk, kaotisk og efterlængtet ferie!

Svenskeren og jeg har talt om at tage en tur til USA i et par år – og nu skulle det denondelyneme være. Jeg har nævnt det før, svenskeren arbejder indenfor luftfart og vi kan derfor få ID-billetter.

Hvad er ID-billetter? Svinebillige billetter under forudsætningen at du fraskriver dig stort set alle rettigheder og “din” plads på flyet kan blive solgt eller på anden vis forsvinde frem til flyet går i luften. Du kan bestille økonomi eller business class – køber du business kan du, hvis klassen bliver fyldt, blive nedgraderet mod prisnedslag.
Jeg er et kontrolmenneske. Jeg er også lidt nærig. ID-billetter var lidt svært, men jyden i mig sejrede over kontrolfreaken denne gang – vi bestilte vores rejse på ID-billetter.

Vi havde planlagt at rejse fra Kastrup til San Francisco den 5. marts. Det gik også ret godt, eller vi kom hvertfald til lufthavnen. Vi havde bestilt billetter på business class, men chancerne for nedgradering prustede os i nakken. Vi venter i spænding. 2 personer i business kommer ikke til at nå flyet, vi får vores pladser på business. Lykken er gjort. For nu. Vi sætter os godt til rette. Et lille glas champagne. Jeg føler mig tåbeligt malplaceret. Forventningsfuld! Vi kører ud. Standser. Jeg ser film. Ænser faktisk ikke at vi står stille. 4 timer, eller 2 film, senere får vi beskeden om, at flyet er aflyst. Satans.

Vi har lejet vores lejlighed ud til en af mine kolleger. Sverige og overnatning derhjemme er udelukket. Checker ind på et hotel i København – vi kan ligeså godt hygge os – det er trods alt ferie. Det er vel egentlig vores mindste bekymring.

Aflysningen betyder også, at morgendagens San Francisco-fly vil være umuligt for os at få plads på – alle øvrige passagerer skal ombookes. Nu skal der tænkes. Vi kommer frem til en ny løsning. Vi kan flyve fra Kastrup til Arlanda og derfra videre til Los Angeles. Kontrol-Karla i mit hoved er i beredskab. Jeg drukner Karla i en møgsur cider på Mikkeller og nyder at have lidt kvalitetstid med svenskeren.

Næste morgen begiver vi os igen ud i Kastrup lufthavn. Vi venter på at boarde. Stockholm-flyet forinden har været aflyst. Vi kommer ikke med flyet. Vi kan komme med næste – forhåbentlig. Vi venter. Nerverne udenpå tøjet. Flossede. Vi kommer gudskelov med næste fly. 25 minutter fra landing til take-off med næste fly. Vi spæner gennem Arlanda lufthavn. Hen til transfercentret, få nye boardingpasses. Lungerne brænder. Stakåndede. Flyet er forsinket. Gudskelov! Vi kommer frem til gaten – vi får vores pladser på business. Pulsen falder først da flyet har været i luften et par timer. Nu starter ferien!

Vi lander friske, frejdige og lidt klatøjede i Los Angeles. Det gør vores bagage ikke. Shit happens. Vi havde ikke forventet at bagagen skulle nå med. Koldt vand i blodet. Lej en bil og sæt kursen mod San Francisco. Beregnet 5,5 timers køretur. Ha! Fast forward 9 timer og vi er endelig i San Francisco – masser af faren vild og dårligt timede tissestop senere. Lykken vil næsten ingen ende tage da hovedet endelig rammer puden på vores knapt så velvalgte hotel i et knapt så velset kvarter. Whatever – vi er fremme! 

Hvad ferien ellers bød på kommer senere – det her blev en anelse længere end forventet.

Forresten så glade er man, når man endelig er kommet frem på trods af at man lugter lidt af daggammelt sved og sure tæer