Convenience-feminister

Åh, er vi ikke alle lidt trætte af kønsdebatten? Jeg er. Især fordi hykleriet er en skrue uden ende!

Jeg advarer på forhånd for en voldsom generalisering (som sikkert kun passer på en forsvindende lille brøkdel), men nu kommer der sgu en lille svada:

 

Jeg tror på ligestilling og ligeværd. Uanset køn, religion, seksualitet, udseende – hvad vi nu end kan finde på af faktorer. Det gør de fleste vel?

Dér jeg taber sutten er “feminister” der ikke stiller jeg tilfreds ved ligestilling, men kræver positiv særbehandling. Ligestillingen kræves kun(!) når det kommer det kvindelige køn til gode. Mændene kan vel bare mande sig op? Her tænker jeg blandt andet på mænds mentale helse, forældremyndighed – mænd er også mennesker inklusive et følelsesregister – det virker ikke altid til at være almen viden, når man tager en wild-ride i kønsdebatten.

Wage-gap. Fuck, det er et trættende ord. Ja, selvfølgelig er det da ikke okay, hvis du har 100% samme kvalifikationer og udfører 100% samme arbejde og bliver betalt mindre fordi du er kvinde. Problemet er, at jeg har aldrig oplevet at en mand har fået højere løn end mig – hvor førnævnte har været opfyldt. Jeg har fået mindre i løn end mine mandlige kolleger. Ofte. Som regel. Det har hverken været mine mandlige kollegers eller mine chefers skyld. Det har udelukkende været min. Jeg har været dårlig til at forhandle min løn. Jeg har ikke sat foden ned og krævet. Jeg er dårlig til at kræve. Det tror jeg mange kvinder er. Det skal vi blive bedre til.

Kvindekvoter. Må jeg blive fri. Jeg vil have min lederstilling fordi jeg er bedst kvalificeret til jobbet. Jeg ser det som en fornærmelse, at staten tydeligvis tror, at virksomheder skal tvinges til at have kvindelige ledere. Der findes gode kvindelige ledere, præcis som mandlige. Det kan fungere som en kickstart, som en veninde påpegede under en kaffeslabberads den anden dag. Jeg vil dog stadig ikke have en stilling, hvor der kan såes nogen form for tvivl om, hvorvidt jeg besidder min stilling på baggrund af kvalifikationer eller kønsdele. Igen lander vi i positiv særbehandling – jeg ser ingen kvindekvoter indenfor de fysisk krævende “mandefag”. Skal 50% af vores pedeller, elektrikere, renovationsmedarbejdere, murere også være kvinder? Siger vi A, skal vi vel også sige B?

..og Herre Gud, hvor skal mændene stå tidligt op, hvis de skal score sig en kvinde uden at træde nogen over tæerne!

Mænd skal vise os, at de er mænd og vil have os. Dog forbeholder vi os også retten til at behandle dem som potentielle voldtægtsforbrydere, hvis de vælger at approache os – her skal det dog også siges, at der findes en milliard måder at tage kontakt. Både passende og upassende!
Lad os sige at en mand foretager sig handling X – det afhænger 100% af kvindens tiltrækning af denne mandsperson om handling X er creepy eller cute.

Exhibit A: Ryan Gosling inviterer dig på date, du takker pænt nej – han sender herefter 800 røde roser til dit kontor. Ret romantisk, ikk? Forestil dig at Steve Buscemi gør det samme. Får du stadig sommerfugle i maven ved tanken? I didn’t think so.

Nu vi er i gang. Nej. Ordet “nej”. Det overrasker vel ikke nogen at nej betyder nej. Problemet opstår, når vi kvinder bruger ordet som et kyskhedssymbol og ikke et nej. Jeg har selv gjort det. Mange gange. “Nej, jeg skal ikke have mere tequila” (læs: Jo, det skal jeg og gerne 10 af dem). “Nej, du skal ikke med hjem, men vi kan følges” (læs: Du kommer med hjem, men det behøver alle andre ikke at vide). Jeg har givet så mange nej’er i mit liv der betød alt andet end nej. Jeg har medvirket til problemet. Det er da klart, at mænd bliver forvirrede, når halvdelen af de nej’er de får ikke er et nej. Det er egentlig først nu, at jeg er blevet opmærksom på mit nej-misbrug, men hey – you can’t change what you don’t acknowledge *sagt med Dr. Phil-lignende indsigt*.
Mænd kan ikke rigtigt længere gøre noget rigtigt; holder han døren er han en kraftidiot, der tror, at kvinder er for svage til selv at åbne en dør selv. Holder han ikke døren er han et uforskammet møgsvin. Han skal gladeligt lægge et par tusinde på en champagne-middag, men herre Jemini, hvor er han et ulækkert svin, hvis han har forhåbninger om at få et godnat-kys til gengæld. Du er jo ikke til salg, vel?

Kvinder skal forgudes. Det kan jeg som sådan ikke sige noget imod. Selvfølgelig skal de det. Men det skal mændene vel også? Hvorfor anses det som et knæfald for det onde patriarkalske samfund når en kvinde vil glæde sin mand? Når en mand forventes at forgude sin friblødende og behårede kvinde i lyst og nød?

Det er svært at blive taget alvorligt, når du er rubinrød i skærmen og fuldstændig hysterisk råber og skriger op om alle de rettigheder du har.

Vi kvinder er sgu ikke så sarte og sårbare som vi åbenbart gerne vil udstilles til at være, forhelvede – vi skyder levende mennesker ud af vores kønsdele – kan man være mere badass?