Egentlig er jeg absolut ikke tilhænger af nytårsfortsætter og nedenstående postulat får det til at løbe mig koldt ned af ryggen – nytåret er klichéernes fest.

Men… 2016 var et skodår, 2017 var endnu værre – jeg orker vitterligt ikke hvis vi har gang i en fortsættende dalende kurve – så jeg tænkte, hvad er det jeg kan gøre, for at mit 2018 bliver knap så sucky som de foregående 2 år. Hvad kan jeg gøre? For mig selv? For andre?

Så faldt jeg over Sofie Hagens instagrampost og så faldt tiøren:

Dét her er præcis, hvad jeg behøver det kommende år! Lige med undtagelse af mere gin (det smager af sur gran – I just don’t get it) og at tegne ansigter på min mave (så cool med Flomme bliver jeg nok ikke i løbet af et enkelt år) – men alt det andet.

Jeg skal fjerne det kosteskaft der har boret sig så langt op i røven på mig, og gjort mig så latterligt bange for at træde ved siden af. Slut. Jeg skal grine til jeg grynter, græder, får krampe og falder ned af stolen – for det har jeg fandme fortjent. Jeg skal danse grimt, når jeg vågner op til solskin en søndag morgen. Synge i badet. Være fjollet. Give flere kram. Jeg skal vel egentlig bare lære at give lidt slip på mig selv, mine urealistiske forventninger og mit evige kontrolbehov.

Svenskeren fortjener at have en kæreste der er glad. En kæreste der har overskud. Eventyrlyst. Mine veninder fortjener en veninde der smiler hele vejen indefra. Jeg fortjener at få mig selv tilbage.

2018: Que sera, sera